Pantaenius bådforsikring
En bådforsikring - nogle gange kaldet en søforsikring eller fartøjsforsikring - kan dække over flere forskellige bådtyper, eksempelvis sejlbåd, motorbåd, yacht, charter, jolle og jetski/vandscooter. Selv om bådforsikringen generelt dækker alle bådtyper, kan du se forsikringer for de enkelte bådtyper omtalt som f.eks. motorbådsforsikring, yachtforsikring og jolleforsikring.
Hos Pantaenius favner vi alle fartøjstyperne, og som din forsikringsformidler får du en af verdens førende specialister inden for lystfartøjsforsikring, der tilbyder dig optimal dækning af din båd, dig som ejer og en hyret besætning.
Som bådejer kan du således blive dækket af såvel vores kaskoforsikring og ansvarsforsikring som vores ulykkesforsikring. Vore forsikringsdækninger revideres løbende, så de er tidssvarende. De er dog altid fleksible og kan tilpasses den enkelte forsikringstager.
Vi har som noget helt særligt udviklet specielle forsikringsløsninger, der dækker risici i forbindelse med aktiviteter med båden og vandsport. Følgende er en oversigt over forsikringer, der dækker risici i forbindelse med almindelig benyttelse af lystfartøjer.
Ansvarsforsikring
Ansvarsdækningen er fra foråret 2018 blevet delvis lovpligtig. Et flertal i Folketinget besluttede 24. april 2018 at gøre det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring, hvis du ejer en speedbåd, en vandscooter eller et lignende hurtigt fartøj som er under 15m og omfattet af krav om førercertifikat til føreren af fartøjet. Kravet trådte i kraft pr. den 15. maj 2018.
Baggrunden for loven er primært en tragisk vandscooter-ulykke med dødelig udgang i Københavns Havn i maj 2017.
Men selv hvis dit lystfartøj ikke er hurtigtgående, er det stadig en god idé at have ansvarsforsikring, så du er dækket, hvis du pådrager skade på andres ejendom eller person, og du som fører/bådejer er erstatningsansvarlig for skaden.
I den forbindelse er man kun erstatningsansvarlig, når man "kan gøre for", at skaden sker. Når det skal vurderes, sammenligner man med, hvordan andre bådejere ville have handlet i en tilsvarende situation.
Ansvarsforsikringen dækker med andre ord følgende skader, som du med din båd utilsigtet påfører tredjemand eller tredjemands ejendom, og hvor du kan holdes ansvarlig:
- Skader på tredjemands ejendom
- Personskader på tredjemand
- Økonomiske tab
Ansvarsforsikringen dækker ikke, hvis der fx er tale om skader på dig selv eller andre ombord på fartøjet (her skal du bruge en ulykkesforsikring) eller skader på dine egne ting eller andre ombordværendes ting, som befinder sig på båden (her skal du bruge en kaskoforsikring). Den dækker heller ikke, hvis skaden skyldes, at man er påvirket af spiritus.
Kaskoforsikring
Kaskoforsikringen dækker de fleste typer skader på din båd eller dens komponenter og udstyr, som er opstået ved kæntring, grundstødning, kollision, brand og tyveri. Skaderne kan være på såvel skrog og motor som skibsjolle, redningsflåde eller gummibåd, når blot de hører til båden.
Kaskoforsikringen dækker endvidere fartøjets inventar og sædvanligt udstyr som mast, bom, rig, sejl, kaleche, tovværk, anker og ankerkæder, navigationsinstrumenter, andet fastmonteret udstyr og genstande.
Forsikringen dækker også i de tilfælde, hvor du, som forsikringstager, selv forårsager skaden.
VIGTIGT: Hos Pantaenius er summen på din police en fast værdi på din båd, som udbetales uden fradrag i tilfælde af totalskade.
Dine fordele:
- Betaling af delskade eller tab sker uden aldersfradrag – vi kalder det ”nyt-for-gammelt”.
- Bjærgning og bortskaffelse af vrag dækkes ud over den fastsatte sum i policen.
- Ingen selvrisiko i tilfælde af totalskade, indbrud, brand, lynnedslag, transportskader, tab eller skade på personlige effekter eller skade, som udelukkende skyldes fejl hos modpart ved påsejling af din båd, mens den ligger fortøjet.
Ulykkesforsikring
Ulykkesforsikringen dækker dig som ejer, ombordværende familiemedlemmer og gæster i tilfælde af ulykker med eller i båden, der resulterer i permanent invaliditet eller død.
Ulykkesforsikringen omfatter både forsikringstageren og andre ombordværende, som aftalt nærmere i policen. Forsikringen dækker ulykker under sejlads, når båden ligger i havn eller for anker, og når man går til og fra borde.
Ulykkesforsikringens dækning gennem Pantaenius er desuden udvidet til ulykker, der sker:
- Når bådens jolle anvendes
- Når sejl sættes og tages ned
- Når båden står på land eller er under reparation
- Under oplægning på land
- Når båden benyttes til vandsport
- Når båden er chartret ud