En usædvanlig taksator

Fra midten af august til slutningen af september 2017 ramte hele 5 orkaner det sydlige og nordlige Caribien. Den første var Gert 13 -17 august, nummer 2, Harvey 17 -25 august. Irma Blev født den 30 august omkring 400 sømil vest for Kap Verde og var på sit højeste omkring 5 -10 september med en vindstyrke på 80 m/s, da den passerede de mange øer i den vestlige del af det Caribiske øhav. Nærmere betegnet British Virgin Islands, som vi skal høre mere om. Efter IRMA kommer både HARVEY, JOSE, KATIA og MARIA. MARIA er stærkest i tiden 16 – 26 september, hvor hun næsten når den samme styrke som IRMA og passerer i samme rute.

Jeg er ansat i det internationale firma Marine claims Service (McS), som er specialister i skader på lystbåde. Da IRMA havde passeret øerne, og det stod klar t, hvad hun havde efterladt af tab af menneskeliv og materiel ødelæggelse, sendte Pantaenius 2 medarbejdere fra McS til Caribien. Der blev hurtigt sendt yderligere 3 medarbejdere til Caribien, og da det første McS team var på plads ved British Virgin Island, måtte de praktisk talt flygte fra orkanen MARIA.

Jeg rejser mod British Virgin Islands den 29. september sammen mine to kollegaer fra McS, Krister Ek fra Stockholm og Juan Roig fra Mallorca. Vi kan dog ikke rejse direkte til British Virgin Islands pga ødelæggelser, så vi lander på den franske ø Guadeloupe, hvor lufthavnen er intakt, og hvor der ligger en katamaran Lagoon 450 og venter på os. Katamaranen fungerer som flydende hovedkvarter, og vi sætter kursen mod Virgin Gorda og Tortola via St. Martin. Da vi ankommer til St. Martin mere end et døgn senere, møder vi vores McS kollegaer fra Hamborg, som bor ombord på en 67 fods katamaran ”Marmot”. Vi bytter båd med Hamborg teamet, da de skal fortsætte sydpå, mens vi skal nordpå mod Tortola. Vi går i land om aftenen og besøger den eneste restaurant, som har åbent, da de har deres eget el aggregat.

Desværre er vi nødt til at gå tidligt ombord igen pga udgangsforbud i de mørke timer. Næste dag sejler vi videre i nordvestlig retning. Vi har skipper Vincent og kokken Nelly med ombord. De er begge fra Frankrig, så vi vil ikke komme til at klage på forplejningen ombord de næste par uger. Nelly har ikke den store adgang til råvarer, men hun har en utrolig fantasi.

Vi ankommer til ”Spanish Town” på Virgin Gorda og kaster anker i bugten ud for havneindløbet. Næste morgen tager vi vores dinghy i land på Virgin Gorda Yacht Harbor, for at finde de både, som vi vidste skulle findes her. Ødelæggelserne var enorme. Der lå knuste og væltede både overalt. Mange både havde mistet hele riggen, som så var væltet ned over de omkringstående eller -liggende både.

Vi opsøgte havnekontoret, som kunne hjælpe os med at lokalisere Pantaenius bådene på vores liste i marinaen. Caribien har mange marinaer huller i jorden, hvor man kan sænke sejlbådskølen ned i, for på den måde at reducere eksponeringen af vind mod skroget. For at båden skal blive stående, skruer man også store sandskruer ned i jorden, hvor man så kan påsætte spændebånd. Skruerne er meget stærke, og vi så ikke en eneste skrue, som havde løsnet sig, men vi så mange kraftige spænde bånd, som var revet i stykker.

De fleste både står støttet med såkaldte Sea Quip støtter, dvs. støtte på tre ben, som bliver sat ind under båden. De er meget pålidelige, men så skal de stå på fast underlag som f.eks. asfalt eller beton. Men i de fleste marinaer i Caribien står støtterne på græsplæner, med en 25 x 25 cm stor krydsfiner plade under benene, så de ikke skal synke ned i jorden. Desværre går der ikke lang tid før benene har boret sig igennem krydsfineren og dermed ned i jorden.

Så er ulykken et faktum. Én af de både, som ikke var væltet, var en dansk 34 fods sejlbåd, som stod i et rigtigt stativ med fire ben. Båden var spændt fast til stativet med spændebånd. Selv om båden havde en presenning over dækket, var der ikke sket noget med hverken båd eller presenning. De eneste skader båden fik, var fra de væltede nabobåde. Det mest dramatiske vi så, var en katamaran som lå på land i marinaen. Den 15-20 tons tunge båd, var fløjet hen over tre broer og var landet mod en stenmole ca. 150 meter borte! Lokale øjevidner i Virgin Gorda mente, at inde i orkanerne var der også skypumper, som kunne rive alt med sig.

Efter 4-5 dage i Virgin Gorda sejlede vi videre mod Tortola. I Nanny Cays Tortola kunne vi sejle ind i havnen og få en plads helt inde langs kajen. Vi blev venligt modtaget af havnemesteren, som havde ventet på de ”surveyors” som skulle komme og hjælpe Pantaenius kunder. Havnemesteren fortalte med et smil, hvilke faciliteter der fandtes i havnen, bl.a. var der internet adgang, og adgangs koden var ”Fuck Irma”. Desværre var det kun sjælendt vi kunne få kontakt til internettet. Det var ikke bare bådene, som havde lidt overlast, det var også husene og bilerne, som var meget skadet. Både el- og vand forsyningerne var skadet, så det virkede ikke hele tiden.

De lokale hentede vand i plastik dunke nede ved havnen, og strømmen blev ofte leveret af private el aggregater. Efter 3 uger i det katastroferamte Caribien rejste jeg hjem. Denne gang fra Beef Island Tortola, som nu atter var åben for flytrafik. Strømmen virkede ikke, så skiltene, som viste, hvor vi skulle boarde, virkede ikke. Derfor samlede personalet i lufthavnen os i grupper og fulgte os ud til flyene. Mine kollegaer Juan og Krister blev en uge mere i Caribien og var bl.a. oppe i en mangrove bugt, som betragtes som ”orkan sikker”.

Der lå bådene klumpet sammen i store bunker, og de fleste var totalskadet. Katamaranerne lå med bunden i vejret. Indsejlingen til bugten var sandet til, og man kunne kun komme ind i bugten med mindre fartøjer.