Er du og din båd forberedt på en mob-situation?
„Mand over bord” (herefter kaldet MOB) er ikke noget vi sejlere ønsker at opleve. Selvom solen skinner, og vandet er roligt, kan en ufrivillig badetur hurtigt blive til en skæbnesvanger oplevelse, hvor hvert sekund tæller. MOB koster hvert år menneskeliv.
Alligevel bliver MOB ofte nedprioriteret eller helt ignoreret og f.eks. ægtefæller og børn får ofte ringe eller slet ingen kendskab til vigtige procedurer om bord og mangler derfor også instruktion i brug af sikkerhedsudstyret om bord.
Det er vigtigt, at ALLE besætningsmedlemmer kender procedurer for sikkerhed og nødvendigt udstyr om bord. Hvis skipper går over bord, vil de resterende besætningsmedlemmer være fuldkommen hjælpeløse uden øvelse i MOB. Hvis skipperen tilmed har mistet bevidstheden, inden han går over bord, eller hurtigt mister den pga. koldt vand, ja så er han prisgivet, hvis ikke der bliver handlet hurtigt og korrekt øjeblikkeligt.
Det vigtigste, hvis du falder over bord, er at komme så hurtigt som muligt tilbage i båden. Havet på vores breddegrader er koldt det meste af året, hvilket vil sige højst ca. 20 grader og ofte langt koldere. Menneskets kropstemperatur på lidt over 37 grader bliver derfor hurtigt så afkølet, at det bliver livstruende at opholde sig i vandet for længe. Når du hurtigt bliver afkølet, mister du kræfterne i dine arme og ben og bliver derved selv ude af stand til at kravle ombord igen eller selv være den hjælpende faktor for dem, som forsøger at redde dig. Og vigtigt – spring ikke selv i vandet for at hjælpe den overbordfaldne! Så risikerer du pludselig to livstruende situationer i stedet for én! Vi anbefaler dig derfor på det kraftigste, at du forholder dig til MOB-situation på alle tænkelige måder. Dette gøres ved at forebygge, forberede og at træne.
Forebyg MOB-situationen:
- Sejl ikke ud i dårligt vejr, hvor sigtbarheden er dårlig. Er du sejlet ud, så søg til nærmeste havn.
- Hold orden på dørk og dæk, så der ikke er risiko for snuble-ulykker.
- Brug egnet fodtøj om bord.
- Undgå vand i bunden af båden.
- Brug CE-godkendte liv- og mandeliner, samt godkendte redningsveste med indbygget D-ring, som gør det enkelt og hurtigt at bruge livlinen. Lys i vesten er en billig løsning.
- Lad være at træde af på naturens vegne over rælingen. Brug en pøs til formålet, eller brug livline, hvis trangen til at lade vandet ud over rælingen melder sig.
- Lad være at indtage alkohol, da det forringer din dømmekraft og balanceevne.
Forbered MOB-situationen:
- Lær dine besætningsmedlemmer på sejlture, hvad de skal gøre ved en MOB-situation og lær dem at bruge sikkerhedsudstyret.
- Sørg for at redningsvesten er gennemgået og fuld funktionsdygtig, da det er den vigtigste faktor for at kunne spare på kræfterne i vandet.
- Anvend beklædning efter 3-lags princippet, som kan snøres ved ankler, ærmer og hoved.
- Hav om muligt en badestige monteret på båden, da du som hovedregel via den selv kan kravle op i båden igen uden hjælp.
- Hav en kasteline og en redningskrans ombord og benyt det øjeblikkeligt i situation, så du ikke mister den fysiske og visuelle kontakt til den overbordfaldne.
- Hav en MOB-knap på GPS’en og brug den.
- Hav en personlig EPIRP i din redningsvest.
- Hav en kraftig lygte ombord, hvis MOB sker i mørke.
- Anvend sikkerhedsudstyr, der passer til din båd. (sejlbåd, motorbåd, jolle)
Træn MOB-situationen – IGEN og IGEN!
Når du har udstyret dig selv og din båd med de nødvendige hjælpemidler og sikkerhedsudstyr, så gå i gang med at træne situationen. Find et sikkert sted, hvor du under kontrollerede forhold kan træne situationen igen og igen og gerne sammen med dem, som du plejer at sejle med. Den regelmæssige træning skal sikre dig, at du i en MOB-situation gør tingene rigtigt FØRSTE GANG, da det netop kan være et spørgsmål om liv eller død.
Husk når du træner, at have det sædvanlige sejlertøj på, da vådt tøj øger din vægt med mange kilo, og gør det derfor langt vanskeligere at komme tilbage i båden.
Vi anbefaler naturligvis, at ingen bør sejle ud på vandet i noget fartøj uden at have taget stilling til – og øvet sig regelmæssigt i MOB-situationen. Ønsker du flere uddybende detaljer om, hvordan du forebygger, forbereder, træner og manøvrerer ved MOB[1]situationen, anbefaler vi, at du læser oplysningsmaterialet ”Værd at vide om Mand Over Bord”, som er udgivet af Søsportens Sikkerhedsråd og kan tilgås på www.soesport.dk