Førstehjælp - vi kan alle redde liv
I nødstilfælde er det en borgerpligt at redde liv. Det kan ingen undslå sig. Men når situationen opstår, er mange desværre ikke i stand til at give den rigtige hjælp.
De fleste mennesker har som regel deltaget i ét førstehjælpskursus, nemlig når de tager et kørekort. Men den mest basale viden bliver ofte glemt efter lang tid uden brug. Vi anbefaler derfor, at du regelmæssigt genopfrisker dit førstehjælpskursus - ikke mindst fordi området hele tiden udvikles og forbedres. Ud over at kunne yde førstehjælp er et godt førstehjælpsudstyr vigtigt til søs.
Om bord er det ikke nok med en forbindingskasse fra bilen, for den professionelle hjælp er for det meste langt væk. Særligt på længere ture bør du supplere dit standardudstyr med eksempelvis iltmaske, pumpe til sugning af luftveje, defibrillator og et nødhjælpsapotek. Informationer herom kan hentes på apoteket og internettet. I nødstilfælde til søs, hvor sundhed eller menneskeliv står på spil, bør du sideløbende med, at du yder førstehjælp, sende et nødsignal til andre både og sø-redningstjenesten, for at informere om at der ydes førstehjælp ombord.